NIELS BONDE
DATAISME
29.11.2025 - 21.03.2026
Niels Bonde er en pioner inden for digital kunst i Danmark. Siden begyndelsen af 1990’erne har han i sin kunst tematiseret overvågning, exhibitionisme og paranoia. Med humor og sårbarhed undersøger han, hvordan teknologi former vores relationer.
De stærkt pixelerede værker til udstillingen i Kunsthal Holmen er en digital impressionisme, hvor summen af pixler danner motivet i beskuerens øje – ved en optisk blanding. Til udstillingen har Niels Bonde skabt et helt nyt stedsspecifikt videoværk tilpasset udstillingstema og -lokale: en egenudviklet videoskærm på 13 x 40 pixler med målene 1,85 x 5,66 meter.
Værkerne i udstillingen er studier og undersøgelser af ansigtsgenkendelse, hvor Niels Bonde har brugt en lille testgruppe i et bredt spektrum af etnicitet, seksualitet og køn som casestudier, hvor statistisk dårligere genkendelse af farvede kvinder kontra mænd uanset farve og hvide kvinder er et faktum. Dette er dokumenteret af forskere fra Massachusetts Institute of Technology, hvor algoritmer bedømmer Michelle Obama som en mand og Oprah Winfrey som en gorilla. Det er chokerende og slående, at to af verdens mest berømte mennesker ikke identificeres korrekt.
Denne fejlkilde konstaterede Niels Bonde ved selvsyn, da han testede Amazons ansigtsgenkendelsessoftware Rekognition på et billede af sin 12-årige niece. Hun blev vurderet til at være en 18-årig mand, og på den måde blev Bondes lille undersøgelse en bekræftelse af det problematiske i algoritmen. Amazons ansigtsgenkendelsessoftware er som al software til billedgenkendelse trænet på ImageNets billeddatabase, en open source-database med 54 millioner billeder.
Med udstillingen ‘Dataisme’ udtrykker Niels Bonde en reflekteret og kunstnerisk kritik af vor tids overdrevne tillid til både datas objektivitet og til virksomheders og myndigheders forvaltning af disse data. Udstillingen er en opfordring til at stoppe op i vores hastige bevægelse hen imod overvågningssamfundet – og et ønske om at vi alle vil reflektere over, hvilke konsekvenser overvågningssamfundet allerede har for vores liv.
I forbindelse med udstillingen i Kunsthal Holmen er der udgivet et rigt illustrereret katalog med en elegant indledende tekst af fhv. EU-kommissær Margrethe Vestager og en veloplagt sms-samtale mellem kunstneren og kunsthistoriker Tom Hermansen. Derudover er produceret en stor kunstplakat i A1-format.
Niels Bonde (f. 1961) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og på Städelschule, Institut für Neue Medien i Frankfurt. Bonde har udstillet på en lang række gallerier og museer både nationalt og i bl.a Tyskland, Holland, USA og Brasilien. Han er repræsenteret på fx Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet, ARKEN, Trapholt, Horsens Kunstmuseum og Malmø Kunstmuseum. Niels Bonde har undervist på Konsthögskolan i Malmö fra 1999 til 2005 og på Kunsthøjskolen i Holbæk fra 2010 til 2016. Han er i dag ph.d.-stipendiat ved Universität für Angewandte Kunst i Wien.
Udstillingen ‘Dataisme’ er kurateret og kataloget redigeret af kunsthallens leder, Klaus Gjørup, i tæt samarbejde med kunstneren.
Værkerne til udstillingen udlånes af Martin Asbæk Gallery i København.






I sit arbejde med illustrationer begrænsede Peter Brandes sig ikke til en specifik passage i den valgte tekst. Han studerede hele teksten indgående og gik i dialog med den. Derved opstod et nyt udsagn til tekstens tema, og samtalen med vores fælles kulturarv kunne fortsætte. Som kulturvandrer stillede han nye spørgsmål og søgte svar og præsenterede en mulig tolkning, der åbner nye veje. Brandes betegnede selv illustrationerne som ”billedsamtaler” i betydningen: billeder, som indgår i en samtale og derfor kan tale for sig selv. Bogillustrationerne er således ikke samtalens afslutning, men Brandes’ invitation til dens fortsættelse, og hvor er det mere oplagt at føre samtalen end hos kilden selv: teksten, som vi alle har adgang til i bogen.
Brandes nøjedes imidlertid ikke med at levere billederne. Han tilrettelagde hele bogen, han skitserede og eksperimenterede med teknikker, materialer, formater, typografi og opsætning, hvorved bogen blev et Gesamtkunstwerk.
Der vises et bredt udvalg af forskellige kunstformer i udstillingen: maleri, bronzeskulptur, keramik, glasmosaik, akvarel, radering, tegning – og bogværker.
I videoen herunder fortæller Peter Brandes om sit intense forhold til bøger. Interviewet er produceret og venligst udlånt af journalist, radiovært og foredragsholder Anders Laugesen.
Til udstillingen ‘Billedsamtaler. Peter Brandes og bøgerne’ er udkommet et stort illustreret katalog. Formatet er 24,5 x 32 cm og omfanget på 128 sider. Illustreret med interiørfotografier fra Peter Brandes’ biblioteker og atelier samt bogfotografier af et udvalg på 24 bogværker, som er illustreret og tilrettelagt af kunstneren. Tekster af Peter Brandes og boghistoriker Christian Kaaber. Kataloget afsluttes med en bibliografi dækkende perioden 1973-2025. Derudover er produceret en kunstplakat i A1-format med udstillingens signaturmotiv.
Peter Brandes (1944-2025) var en autodidakt dansk kunstner med en respektindgydende international og national karriere. Brandes boede og arbejdede ved Eskebjerg på Sjælland og havde i en årrække sit virke i Athen, Paris og Dublin. Brandes’ monumentale vaser og skulpturer kan ses rundt i landet, og hans kunst er repræsenteret på museer som fx Statens Museum for Kunst, Ny Carlsberg Glyptotek og Louvre i Paris. Han har skabt markante udsmykninger til Aarhus Domkirke og Roskilde Domkirke og til en række kirker i Danmark og i udlandet. Peter Brandes blev bl.a. tildelt Kristeligt Dagblads Pris (2020), Friederich-Hölderlin-Preis (2013), Forening for Boghaandværks Diplom (2005), Ridder af Dannebrogsordnen (1997) og Eckersberg Medaillen (1994).
Peter Brandes døde den 4. januar 2025, men hans kunst lever videre, og på udstillingen ‘Billedsamtaler. Peter Brandes og bøgerne’ inviteres publikum med på den eksistentielle kulturvandring, han indbyder til i sine værker. Forberedelsen til udstillingen blev indledt i sommeren 2024 i et tæt samarbejde med Peter Brandes. Udstillingen i Kunsthal Holmen er kurateret af kunstneren og Klaus Gjørup.
Værkerne til udstillingen udlånes af Galerie Moderne Silkeborg, ECCO i Bredebro, Boggalleriet i Rønde, Galleri Specta i København og private samlere.
’Billedsamtaler. Peter Brandes og bøgerne’ er en dobbeltudstilling, som vises i Kunsthal Holmen (12.04 – 17.08.2025) og hos Mikkelberg | Center for nordisk kunst og cricket (12.04 – 13.07.2025).
I Kunsthal Holmen kan man opleve værker med omdrejningspunkt i den kristne motivkreds, hos Mikkelberg vises værker med relation til de islandske sagaer og den antikke verden. Læs og se meget mere om udstillingen hos Mikkelberg ved at klikke på linket her.
Publikum opfordres naturligvis til at besøge begge udstillinger, og der vil være mulighed for en rabatbillet, så man kan opleve begge udstillinger til en god pris.
Udstilling og katalog er generøst støttet af: Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Toosbuys Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Knud Højgaards Fond og Venner af Kunsthal Holmen.
“Fremragende dobbeltudstilling hylder Peter Brandes … Udstillingerne har en varme omkring sig – man fornemmer, at kunstneren ikke elskede blot papiret, men også det trykte ord, hvilket han også fortæller om i det smukke katalog, der også indeholder en bibliografi over samtlige af Peter Brandes’ kunstneriske udgivelser. Det er indfølt materiale, der er kælet for detaljen, og tilrettelæggerne har megen ære af at lave så fornem en præsentation af den nu afdøde kunstners værk. Her går bogkunst og billedkunstnerisk integritet og endda intimitet op i en højere enhed.”
★★★★★
Erik Steffensen, kunstanmelder
‘Kristeligt Dagblad’, 25.04.2025
“Et ret unikt greb er benyttet i udvælgelsen og vinklingen i den dobbeltudstilling, som Kunsthal Holmen i Løgumkloster og Mikkelberg i Sydslesvig har åbnet sit rum for … noget ultimativt og uomgængeligt fra kunstnerens lange liv og virke … Vi får en næsten testamentarisk beskrivelse af Peter Brandes’ intime forhold til bøger. Det ualmindeligt smukke katalog gengiver ud over velskrevne artikler og mange fine fotos af kunstnerens biblioteker, bogværker og andre kunstværker, en detaljeret bibliografi på 33 sider.”
Jørn Henrik Olsen, kunstskribent
‘Magasinet Kunst’, 22.05.2025
“Dobbeltudstilling hylder en markant dansk kunstner … Den selvlærte kunstner Peter Brandes skabte lys i mørket – ikke blot som symbolik i sine værker, men i selve den måde, han arbejdede med tro, kunst og historie.”
Hans Christian Davidsen, kulturjournalist
‘Flensborg Avis’, 03.04.2025
