SK-Sønderjydske Kunstnere
LANDET IMELLEM
30.11.2024 - 06.04.2025
Jubilæumsudstilling med SK–Sønderjydske Kunstnere, som i 2025 fejrer 50-års jubilæum.
Sammenslutningens tretten kunstnere udforsker i denne udstilling den særlige identitet, der knytter sig til at være kunstner i Sønderjylland, et grænseland.
Men hvor grænser normalt afgrænser – med grænsemure, grænsetold, grænsekontrol, grænsesten og mange andre former for adskillelse, er udstillingen et udtryk for den frihed, kunsten har, til at afsøge grænser, og sprænge grænser, sætte nye rammer, åbne op og vise andre fortolkninger, som ikke kun – men også – er bundet til geografi.
Landet, Sønderjylland, er både et fysisk landskab – men også et historisk landskab – et psykologisk landskab og meget mere. Det inspirerer og skaber kunstnerisk inspiration og identitet. Og udstillingen ’Landet imellem’ er et billede på, hvordan denne variation af opfattelser udforskes i flere forskellige kunstneriske udtryk.
Der vises olie, akryl, grafik, tekstil, skulptur og keramik af følgende kunstnere:
- Alvaro Abreu
- Eskild Beck
- Pernille Bejer
- Mogens Davidsen
- Inger Dethlefsen
- Hanne Ida Helstrup
- Annemette Heltoft
- Jesper H. Kristiansen
- Bodil Arbjerg Lundby
- Jytte Lysgaard
- Dorte Saldern Meier
- Inger Holst Sørensen
- Lise Tuxen
Der udgives et katalog til udstillingen på 36 sider, hvor de tretten kunstnere præsenteres og hvor der er udstillings-, kunstner- og sammenslutningspræsentationer af fhv. museumsleder Kirsten Moesgaard, fhv. lektor og kunsthistoriker Erik Fredens og billedkunstner og arkitekt Lise Tuxen.
Udstillingen er kurateret af fhv. museumsleder Kirsten Moesgaard.
‘Landet imellem’ er en vandreudstilling og vises i 2025 i henholdsvis Varde og Sønderborg.
Udstilling og katalog er støttet af følgende fonde: LINAK Fonden, Konsul George Jorcks og hustru Emma Jorcks Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Grosserer L. F. Foghts Fond, Lemvig-Müller Fonden og Toosbuys Fond.
PRESSEN SKREV:
“Det er en udfordring, at placere i alt 13 kunstnere i ét stort- og i to mindre rum. Dette er lykkedes i imponerende grad, og med en stor helhedsvirkning, især i den store sal, hvor den besøgende mødes med en rolig og harmonisk stemning. Årsagen er til dels, at hver kunstner kun har et begrænset antal værker med, således at der er luft mellem billederne, og man derfor bedre kan overskue dem samt fordybe sig i dem. Desuden er de samlet i små serier, så udstillingen kan betragtes i afsluttede forløb.”
Erik Fredens, kunstskribent
‘Kunstavisen’, 25. januar 2025
